Debatforum

pdf viewer mac os adobe photoshop elements 8 etbyppp.hostingsociety.com/acrobat-reader-pdf.html acrobat reader pdf

Hej for over en måned siden sagde min mand at han er forelsket i en anden og at han har noget kørende med hende. Det betyder nu at efter nogle feje forsøg for at være mig tro og arbejde på "os", at jeg har sagt op. Efter 22 år er det slut. Mit hjerte er knust og jeg føler mig snydt og bedraget. Hvordan i alverden kommer jeg videre? Huset, børn, arbejde, lån osv.? Jeg er nu så vred på ham at jeg ikke gider at tale med ham, han har bare opgivet uden at fortælle mig at han var utilfreds. Jeg troede vi havde en aftale og den var at vi skulle være gammel sammen. Så nu er det slut og jeg ved ikke hvordan jeg skal takle det hul han efterlader og den vredhed over hans svigt. Jeg kan se nu at jeg ikke har mange venner og min familie bor i udlandet, jeg føler mig alene.
Jeg skal ikke i offerrollen men det er svært at føle at jeg har haft mulighed for at være med i beslutningen om at lave om på mit liv så drastisk. At det ikke er mig der påfører den smerte men at det er ham der gøre det mod mig. Skiderik, der påstå at han stædig elsker mig og at han ikke vil miste mig som ven. Sikke noget at gøre mod sin ven, så. Ja, jeg er sur og skuffet og ked af det og ikke så stærk som jeg troede. Jeg ville ønske at han havde det ligesom mig, men han er i byen med hende og hygger sig. Jeg sidder tilbage med to teenagebørn og skal takle deres forvirring. Hvordan i alverden kan jeg være konstruktiv mod ham der opgiver så nemt og smider alt ud med skralden?

Nogle gange er jeg ved at gå helt i panik over om jeg nogensinde bliver glad igen. Min mand gik fra mig for 4 måneder siden og flyttede direkte sammen med en anden kvinde som han har kendt i flere måneder (hvad han har fortalt mig).

Jeg har lyst til at slå ham og få ham til at forstå at han skal komme tilbage til mig, men jeg ved godt at slaget er tabt.

Hvordan kommer jeg videre?

Om godt en uge danses der om juletræ, der pakkes gaver ud, spises and og ris a'la mande, - hjerternes fest, nemlig julen, er i gang, men er det nu også så hyggeligt, trygt, rart og familiært som vi gerne vil have det til at være og hvis ikke, har det så nødvendigvis noget med skilsmissen at gøre?

Journalister har den seneste måned ringet til mig flere gange om ugen for at få materiale til artikler, der handler om jul og delebørn, gode råd til at komme godt gennem julen, hvordan børnene undgår stress osv. osv.

Det er fantastisk, at der bliver sat fokus på, hvordan man får den bedste jul – også i skilsmissefamilier, men man kunne også vende den rundt og spørge, hvorfor der ikke bliver sat fokus på, hvordan man bare generelt får den bedste jul.

Det er et faktum, at:
• 1. og 2. juledag er årets travleste dage hos politiet.
• Der er rigtige mange der sidder alene juleaften (og hvorfor skal det overhovedet hedde ”at sidde alene”, hvorfor hedder det ikke bare ”at være alene” – ja, fordi det er mere trist at ”sidde alene”)
• Der er rigtig mange, der har svært ved at få kabalen til at gå op så hele familien bliver tilgodeset og konflikter undgås

og sådan kunne man blive ved, for julen er jo ikke nem for alle andre end skilsmissefamilier…

Vi bliver lige nu kontaktet af mennesker, der næsten ikke kan klare at komme gennem julen i det ægteskab de er i. De ved, at de efter jul skal have taget hul på den svære samtale om skilsmisse, men de vil først have julen overstået. Og alle jer, der har oplevet skilsmisse kan med garanti genfremkalde den dårlige fornemmelse i maven, i tiden inden skilsmissen er en realitet – så her er endnu en målgruppe der ikke har den mest optimale jul…

Min evige kæphest er, at positiv tankegang (og dermed et positivt liv, en positiv jul etc.) er ens eget ansvar. Vi kan alle sammen finde de negative sider af livet, hvis vi ønsker at fokusere på dem.

Hvis jeg skal tage mig selv som eksempel, så oplevede jeg i årene lige før, under og efter min skilsmisse, at jeg mistede 3 nærtstående, jeg var voldsomt presset jobmæssigt, jeg havde en familie i opløsning, en af mine nære venner gjorde noget helt og aldeles utilgiveligt mod mig, jeg flyttede ind i et absolut ikke færdigt hus med deraf 1000-vis af opgaver og sådan kunne jeg blive ved – og ja, det var simpelthen bare sindssygt hårdt, men det ændrer ikke ved, at jeg havde så meget fokus på de små positive ting i min dagligdag, at jeg trods de mange tårer, faktisk havde et super godt år, hvor jeg lærte mig selv meget bedre at kende, hvor jeg mødte nye mennesker, havde mange hyggelige timer med venner og veninder osv. osv.

Måske handler det at have en god jul i langt højere grad om, at hvile i sig selv, turde tage beslutninger, have det godt med den måde livet leves på, og ikke mindst om at tage ansvar – og så er det ligegyldigt om man er blevet skilt, skal være alene, skal på arbejde eller noget helt andet.

Er du god til at fokusere på det positive, eller kan det ofte være svært?

Hvis der er noget, der blokerer for at din jul bliver god, så kan det måske hjælpe at bruge 10 minutter på at finde de positive aspekter for de kommende uger – og så tage ansvar for, at det bliver en god jul under de givne forudsætninger. Ikke mindst tror jeg det er vigtigt at huske på, at en jul, også i en skilsmissefamilie, kræver kompromisser…… så frem med rummeligheden og fokus på det positive.

Glædelig jul til alle.

De bedste hilsner
Mette Haulund

Der har været ret stille på debatten alt for længe.
Vi har haft rygende travlt med at færdiggøre E-bogen: "Sådan får du børnene bedst gennem skilsmissen - og undgår den gnavende utilstrækkelighed" og vi er meget stolte af resultatet, og vi håber at I vil tage rigtig godt imod bogen, som kan købes her på siden.

Jeg ser frem til at få jeres respons, og til at få nogle af emnerne taget op her i debatten.

Mange hilsner fra Kira

Jeg så i Nyhederne her til morgen, at der er udkommet en ny undersøgelse omkring skilsmissebørn der bor under den såkaldte 7/7 ordning (lige lang tid hos hver af deres forældre).
Undersøgelsen viste, at de børn der lever på den måde, har en betydeligt mere stresset hverdag, og er generelt mere stresset, end andre delebørn.

Nu får jeg måske ørerne i maskinen, men jeg er enig i den undersøgelse. Jeg er af den holdning, at børn har brug for ET hjem. EN adresse. EN fast hverdag. Det betyder ikke at den anden forælder (som ikke har dem lige så meget) bliver mindre værd i forhold til sine børn.

Jeg er enig i, at de store skift, hver evig eneste uge, hvor børnene skal opretholde en hverdag, ikke er sundt for dem.

Som mange nok har gættet, har min eksmand og jeg IKKE 7/7 ordning, selvom det var det han ønskede. Men i kraft af min uddannelse som pædagog, og mangeårige erfaring med bl.a. skilsmissebørn, var han lydhør over for, hvad min vurdering og erfaring var, og den lød på, at det bedste var at børnene boede fast hos mig, og så hver anden torsdag til søndag hos ham.

Det var svært for ham i starten, tror jeg, men da han kunne se at børnene trivedes i den ordning, har han været glad for den lige siden..... det samme har børnene :)

De bedste hilsner fra Kira

Hej igen ;-) synes det går lidt trægt med debatten, så her kommer lige et indspark fra mig.
Min datter på 13 er hos sin far fra fredag eftermiddag til tirsdag eftermiddag - altså en 9/5 eller 10/4 ordning, men vi bor tæt på hinanden så hun har mulighed for at smutte forbi.
Min ex har lige haft en samværsweekend hvor han skulle til en fest med overnatning fra fredag til lørdag og ville så gerne bytte rundt på samværsdagene. Næste samværsweekend skal han noget fre-søn og vil gerne bytte igen. Vi blev skilt for ½ år siden og jeg har sagt til ham at det er hans valg hvordan han prioriterer hans tid, men at det ikke skal have konsekvenser for vores datters tid hos mig. Jeg synes at det bliver noget rod.
Sådan er det jo også når man er gift, hvis man skal i byen uden børn så går man glip af tid med dem og sådan er det. Det er et valg man tager og man kan ikke få "den tabte tid" tilbage et andet sted.
Jeg tænker også videre til december måned, hvor han plejer at skulle til julefrokoster i samtlige weekender. Hvad så? Skal vores datter så bare være hos ham i hele januar i stedet?
Hvordan gør I andre?

Da jeg var gift, følte jeg ofte at jeg stod alene med mange ting. Der hvor man burde være to, var jeg ofte selv om at klare udfordringerne.
Efter at jeg blev skilt, stod jeg stadig med tingene selv, men nu var det som om at det var på en anden måde: Nu var det kun for mig og mine børn jeg skulle klare tingene, som om at der var kommet en byrde af mine skuldre. Det var som om, at det var ingen sag at skulle klare alt selv.....man kan jo sige, at jeg var i træning ;)

Er der andre der har oplevet noget af det samme??? Eller har du oplevet det stik modsatte? Altså at du efter skilsmissen følte dig HELT alene om ALT???

De bedste hilsner fra Kira

Kender du det: Du skal til en stor fest, og du skal sidde ved "single-bordet" Alle parrene sidder sirligt ved siden af hinanden på rad og række, og så er der det bord, hvor værtsparret ikke helt ved hvor de skal gøre af deres gæster: Single-bordet.

Jeg har lidt en ambivalent holdning til konceptet, på den ene side er det oftest ved det bord, at der er sjovest at sidde, men på den anden side så har jeg det også sådan, at hvorfor skal singlerne "pakkes væk" og ikke sidde "til bords" med alle parrene??

Hvad synes du? Har du også siddet ved single-bordet?

De bedste hilsner fra Kira

Da jeg var blevet skilt, stod verden pludselig åben, fyldt med masser af muligheder, det var bare at gribe dem.
Jeg havde godt nok svært ved det i starten, for jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle starte, og jeg vidste i bund og grund heller ikke hvad jeg ville....hvem jeg var!
Men lige så stille fandt jeg atter ind til mig selv, og kunne nu se hvad livet havde at byde på, og jeg genopdagede nogle hobbies jeg forlængst havde lagt på hylden, ofret i kærlighedens og familielivets navn :)
Jeg opdagede også at det var fantastisk fedt selv at gå til koncerter, for så var jeg ikke forpligtet til at snakke med andre, og kunne derfor nyde musikken fuldt ud.
Jeg fandt ind til mange ting, og fandt nye værdier og interesser, og kan i dag slet ikke forstå at jeg havde gemt alt det væk i alle de år jeg var gift.

Jeg kan sagtens få min tid til at gå, selvom jeg ikke lever i en kernefamilie mere. Jeg nyder når børnene er hos deres far, hvor jeg har al den tid for mig selv, hvor jeg kan gøre lige nøjagtigt hvad jeg har lyst til, uden at skulle være afhængig af nogen eller noget. Jeg bruger bl.a. en del tid på: Ingenting!
At lave absolut ingenting er en luksus jeg tager mig tid til, når jeg er selv. Det giver mig så meget, at jeg helt kan komme til at savne det, hvis der går for længe imellem.

Hvad med dig? Hvad bruger du din tid på?

De bedste hilsner fra Kira